Madfortælling – Foredragsholdere

Linjen er lagt fra første øjeblik. 300 elever fra de fire ældste skoleklasser i kommunen sidder forbavsende roligt og lytter til foredragsholderen.

Han er en af de foredragsholdere, der besøger skolerne for at fortælle både børn og forældre, at det der med at spise ordentligt er alfa og omega. - Vi begynder hver morgen med at spise en god og næringsrig omgang morgenmad, inden vi går i gang med undervisningen, siger han i pausen mellem de to foredrag, han holder for eleverne.

Emnet er ikke nyt, men det er måden, skolelæreren gør det på.

Kort tid inde i sit foredrag hiver han en af eleverne fra første række op scenen. - Lad os bare kalde ham her Dennis. Han kører tre halvliters colaer ned hver dag. Hvor meget sukker tror I det er? Der mumles på rækkerne, men der er intet konkret bud på antal eller vægt. Og så hælder foredragsholderen to håndfulde sukker op i hænderne på ”Dennis”.

- Ja, det var så colaerne. Men Dennis vil jo også have en burger, ikke? Næste indslag fremkalder en del uro i maverne rundt om på rækkerne, for han tager en stor klump fedt og maser den ind mellem to stykker hvidt toastbrød. - Her har vi en burger med det fedtindhold, der er i sådan én. Er der nogen, der har lyst til at smage? Uroen i maven bliver i visse tilfælde til lyde, der godt kunne antyde, at toiletterne er lidt for langt væk...

Og så har de to foredragsholdere opnået det, de er kommet for. Nemlig at lade deres publikum forstå, at hvis man putter noget forkert i sin mave, så bliver man også forkert i længden. - Jamen, jeg kan SE på børn, hvis de spiser noget forkert. Påstanden underbygges straks, da to af eleverne kommer op, mens vores udsendte snakker med foredragsholderen. - Du spiser rigtigt, og du har nogle gode farver i dit ansigt.

Rosen går til en sundt udseende pige med - og dette er hans ord - ”gode former og naturlige bryster.” Hendes ledsager får derimod et andet skudsmål. - Du drikker for meget cola, og din hud ser ikke sund ud. Der er for mange bumser, lyder dommen. Og den bliver taget til efterretning. - Det betyder jo afsindigt meget, hvad man putter i munden, så vi har simpelt hen indført, at det er forbudt at drikke sodavand og spise slik på skolen.